Aktivitetskalender
Her kan du se vores weekendaktiviteter og aktivitetskalender for året
Weekendaktiviteter i Bifrost



Denne weekend byder på bålhygge og hjemmelavet slim.
Her kan alle sanser stimuleres, samtidig med at der trænes sociale færdigheder.
For at få så meget bevægelse med som muligt kan I først gå i skoven og finde tørre pinde og kviste, som I kan bruge til at lave bål med.
Nedenfor er der en beskrivelse af aktiviteten snobrød fra aktiviteterforalle.dk.
Her kan I læse om aktiviteten og hvordan I kan tilpasse aktiviteten til jeres målgruppe.
For at give børnene en ekstra sanseoplevelse, kan I komme ingredienserne i en pose, så kan børnene selv lave og ælte dejen, og dejen kan hæve inden under tøjet/blusen.
I skal selv sørge for ingredienser til snobrød, hvis I ikke har det i huset.
Det er også muligt i denne weekend at lave slim.
Da mange af vores børn er udfordret på den taktile sans og har en forringet kropsfornemmelse, kan taktile aktiviteter være en god pædagogisk aktivitet for at give vores børn en bedre kropsfornemmelse og kropsbevidsthed. Samtidig er der meget læring gennem leg og relationerne styrkes gennem det fælles tredje. Så lav slimen sammen med børnene og lad dem bruge deres taktile sans gennem processen.. Når slimen er lavet, så lad børnene lege med det, og få evt. børnene til at lukke øjnene mens de mærker konsistensen gennem deres hænder, for ved at skærpe nogle af de andre sanser, skruer vi yderligere op for den taktile sans.
De børn der også yderligere kan udfordres på det kognitive plan, kan I lave forskellige figurer ud af det, eller gemme figurer i slimen og lade barnet finde figuren igen.
Snobrød



Formål:
Formålet med aktiviteten er at lave og tilberede sit eget snobrød på pind over bål i naturen.
Forberedelse:
Ingredienser:
Dej (8-10 stk.)
500 g. hvedemel (8 dl.) (evt. blandet mel)
1 tsk. salt (+ evt. ½ tsk. sukker)
1 pose tørgær eller en pakke gær (50 g.)
Ca. 3 dl. Vand
Lav en god bunke gløder
Bland evt. tør-ingredienser hjemmefra i en plasticpose med god plads til at dejen kan hæve. En ½-1 time før man vil bage brødet, tilsættes vand lidt efter lidt, mens der æltes på posen med indhold, indtil dejen har den ønskede konsistens. Tilsæt løbende lidt vand. Når dejen er æltet sammen, så den ikke klæber på posen, er den klar. Slå en let knude på posen. Husk der skal være plads til, at dejen kan hæve. Dejen hæver i ½ – 1 time evt. inden under tøjet eller i varmen nær bålet, hvis det er koldt. Når den er hævet til ca. dobbelt størrelse, er den klar til brug. Husk god håndhygiejne.
Rekvisitter:
Mel, salt, gær, vand – evt. sukker, olie og fyld
Plasticpose eks. 8 liters
Snobrødspinde – afbarkede pinde, bambuspinde til blomster og lign.
Tørt brænde, optænding, tænder
Aktiviteten:
Trin 1: Klargør bålet og tænd det. Når der kun er gløder og ingen flammer er bålet klar til snobrød.
Trin 2: En lille klump dej rulles i hånden og sættes rundt om snobrødspinden. Lettest at bage, hvis selve snobrødet kun er 10 cm langt og 3-4 cm tykt.










Hjemmelavet slim
Forb. tid: 5 minutter
Tilb. tid: 5 minutter
Antal: 2 portioner
Forfatter: Maria Vestergaard
Ingredienser:
120 g kartoffelmel
2 dl vand
evt. 1 tsk. frugt farve
Sådan gør du:
Bland vand med kartoffelmel og frugtfarve i en gryde og pisk det godt sammen, til der ikke længere er nogle klumper.
Opvarm slimen under konstant omrøring og pisk til slimen er en fast masse. Saml evt. slimen med hænderne, når konsistensen ikke længere er til at piske.
Lad slimen køle helt ned inden der begyndes at lege med den






Find foråret
Det er fascinerende, hvor travlt naturen har om foråret. Sammen kan I observere, hvad der sker med naturen i forårsmånederne. Øvelsens succes afhænger af, hvor ofte i løbet af foråret, I kan besøge det samme natursted.
Årets gang i naturen huskes særligt godt ved hjælp af et fotoapparat, men sanserne skærpes også, når I taler om forandringerne, eller tager tegnegrej med, når I skal ud at undersøge forandringerne.
Det er naturligt at starte om foråret, når naturen vågner. Vælg et sted, et træ, en sø eller et andet naturfænomen. Måske flere forskellige steder eller træer.
Tal om hvordan der ser ud, mærk på græsset, grene og knopper. Lyt til naturen. Træk vejret dybt og duft. Snak med børnene om forårstegnene. Og tag så nogle fotografier. Prøv at få fotos fra nøjagtig samme vinkel hver gang. Lad børnene fortælle om dagens oplevelser og knyt deres fortællinger til fotografier, tegninger og naturfund. Nu kan I tale om, hvad foråret egentligt er. Hvad skete der på jeres sted? Snak om, hvad børnene havde på af tøj første gang, I var derude, og hvad de har på nu. Tag fotografierne i brug. Hvordan føles forår?
Der er i sansekassen materiale til, at I kan lave vintergækker af håndaftryk, så sanserne rigtig kan kommes i brug, og samtidig kan vi også træne de eksekutive funktioner.



Sådan gør du:
Mal barnets hånd hvid med fingermaling
Lav et håndtryk på den indvendige side af en lamineringslomme.
Lad malingen tørre inden i lukker lommerne
Laminere lommerne.
Klip fingeraftrykket ud
Klip en stilk af grøn karton.
Lav med hulmaskine hul til piberenserstilken.
Stik en grøn piberenser igennem hullet.
Buk enden ene ende af piberenseren på
den anden side af hullet og sno dem sammen.
Lim piberenserstilken fast på blomsten






Denne weekend er der Heltecup i Kolding, som finder sted lørdag den 28. februar i Sydbank Arena på Ambolten 2-6, 6000 Kolding.
Dagen starter kl. 10.00 og slutter kl. 13.00.
Efter en dag med fuld fart på, er der søndag mulighed for low arousal aktiviteter med fokus på den taktile sans, hvor der er mulighed for at lave lege-ler.
Den taktile sans kaldes også berøringssansen, og den er vigtig for vores kropsbevidsthed.
Ved behagelig stimulering af den taktile sans fremmes bl.a. velvære, ro, afslapning og det kan reducere stress. Denne sans er essentiel, da det binder os til andre mennesker, så vi kan føle os elsket
Den taktile sans registrerer tryk, kulde/varme, smerte og forskellige strukturer. Det gør den vha. receptorer under huden, der modtager information om berøring. Berøring er også vigtig, da nervesystemet ellers kan komme ud af balance.
Når børnene sidder med lege-leret imellem deres hænder, så får de en god stimulering af den taktile sans. Lad dem sidde med leret og bed dem evt. om at lukke øjnene, så skærpes den taktile sans yderligere. Hvis I vurderer, at de har mere gavn af en konkret opgave, så kan I udfordre dem med at lave pindsvin, hvor de får en anden stimulering, når de har andre materialer i hånden også, så der er noget der er blødt (leret), og noget der er hårdt (tændstikker).
I sansekasserne er der materiale til at lave lege-ler, samt tændstikker og øjne til pindsvin.



Opskrift
1 dl balsam (parfumefri)
2,5 dl kartoffelmel
Bland det sammen i en skål. Tilføj frugt- eller pastafarve efter ønske. Ælt til det har en lækker konsistens og tilføj selv mere mel eller balsam, hvis den er for tør/våd.
Opbevaring: lufttæt beholder. Det holder et par uger.



Denne weekend er der MGP, og det kan fejres med en MGP-fest.
Denne weekends aktiviteter tager udgangspunkt i det fælles tredje, hvor alle er sammen om:
beslutningen, planlægningen, udførelsen og evaluering/værdsættelse.
Udgangspunkt i det fælles tredje (teori af Michael Husen)
Beslutningen: fredag kan I snakke med børnene om, at der kommer MGP i weekenden, skal vi se MGP? Og hvordan skal det forløbe? Skal der laves pynt? Skal der bages en kage?
Skal der indkøbes lidt lækkert som chips og sodavand?
Planlægningen: Hvad skal der forberedes og evt. handles ind. Og hvem gør hvad?
Udførelsen: Her foregår alle forberedelser til festen. Og festen løber af stablen.
Evaluering/værdsættelse: Der anerkendes løbende for det arbejde, der er lavet.
Vi snakker om, hvordan har forberedelserne til festen været, hvad har været godt, og hvad kunne have været anderledes. Er der noget, der skal justeres på.
I sansekassen ligger der forskelligt pynt, der kan laves til festen. Husk at tage flere kopier, hvis I skal bruge mere end det, der er printet.
Husk at I også er inviteret til MGP hygge på Bygden:
Hej ALLE i Bifrost!
Vi på Nordstjernen vil gerne invitere til Børne MGP aften, søndag d. 22 februar fra 15-16:30 i Aktivitetsrummet på Bygden!
Der vil være pyntet op med MGP tema, og børnene har mulighed for at "stemme", og vi disker op med vores popcornsmaskine, chips, sodavand, og naturligvis MGP på storskærm!
Vi er godt klar over, at nogle af jer måske ser det live om lørdagen, så dette arrangement er rettet mod dem, der ikke helt kan blive op til sent på aftenen.
Vi glæder os til at se jer!
Med Venlig Hilsen
Nordstjernen, Bygden



Denne weekend byder på fastelavnsfest lørdag på Gården.
Her slår vi katten af tønden, og bagefter er der fastelavnsboller, som børnene har bagt.
Børnene må gerne have udklædningstøj med, men det er også muligt at låne her på Gården eller selv lave en maske mm.
Så inden fastelavnsfesten er der flere forberedelser, børnene kan deltage i:
- Fastelavnstønden skal pyntes, og der skal fyld i.
- Fastelavnsbollerne skal pyntes
- Udklædningen skal evt. forberedes
- Gården pyntes til festen
- Dække borde og lave kaffe og saftevand.
Der er i sansekassen materiale til at lave papirs fastelavnstønder, som kan pynte på Gården til festen.
I Gårdens sansekasse er der også forskellige ting til pynt af tønden.



Fastelavnstønder
Du skal bruge:
Papir
Saks
Lineal
Blyant
Lim/tape






Nu begynder fastelavn at nærme sig, så denne uge byder på fastelavnsforberedelser til fastelavnsfesten.
Her kan I lave fastelavnsris, og på Gården skal der også pyntes fastelavnstønde.
Men først en gåtur i vinterlandskabet, hvor I kan finde grene, som I kan bruge til fastelavnsris.
Når der er et konkret mål for gåturen, kan det være mere motiverende for børnene at komme ud.
Når vi så samtidig skaber gode oplevelser, så husker kroppen det, og vi er på den måde med til at skabe bevægelsesglæde, og husk krop imiterer krop, så hvis personalet viser glæde og er positive, så bliver vores børn det også.
Hjemme efter turen kan I lave en masse flot fastelavnspynt til at komme på fastelavnsrisene
Der er i sansekassen forskellige materialer til at lave pynt af, og der er en procesbeskrivelse på finurlige spiraler til pynt på fastelavnsrisene.
Der er skabelonark med forskellige fastelavnsting, som I kan lave på forskellig vis, om de skal males eller klippes i karton.



Finurlige spiraler - pynt til fastelavnsris
Du skal bruge:
Piberensere
Perler
Fjer
Sådan gør du:
Først laves en lille hank på piberenseren
Rul piberenseren rundt om fingeren og form en spiral
I bunden af piberenseren kommes en perle på
Til sidst kommes fjer på, som holdes fast ved at komme enden af fjeren ind i perlen
Se billeder nedenfor






Nu begynder fastelavn at nærme sig, så denne weekend byder på fastelavnsforberedelser til fastelavnsfesten, hvor I kan bage fastelavnsboller til fastelavnsfesten lørdag d.14/2.
Her kommer alle sanser i brug, også duft- og smagssansen, hvor I kan bage rigeligt med fastelavnsboller, så der også er smagsprøver på dem i weekenden.
Kan du gætte hvem jeg er? For jeg har fået maske på.
Her i weekenden er det også muligt at lave fastelavnsmasker til fastelavnsfesten.
Der er i sansekassen forskellige masker og ting som I kan dekorere med, eller I kan også selv lave maskerne, for de børn der selv kan det.
Der er også en opskrift på fastelavnsboller.
Der er ikke indkøbt ingredienser til fastelavnsbollerne, så tjek inden om I mangler nogle ingredienser, så kan en aktivitet også være, at børnene kommer med ned og handle ind til det.



Fastelavnsboller
500 g. hvedemel
50 g. gær
7.5 deciliter mælk
125 g. smeltet smør
2 stk. æg
2 tsk sukker
1.1 tsk salt
1 pose kagecreme pulver
Pynt
100 g. flormelis
1-2 spsk varmt vand
1 spsk mørkt kakaopulver
Fastelavnsboller
Lun 2,5 deciliter mælk i en gryde. Hæld den derefter over i en stor skål og smuldr gæren i. Rør rundt, indtil gæren er helt opløst.
Tilsæt det smeltede smør, æg, salt og sukker i blandingen. Kom mel i lidt efter lidt og ælt godt igennem. Dejen skal efterfølgende hæve i ca. 30 minutter.
Imens finder du en anden skål frem og kommer en pose kagecreme samt 5 deciliter mælk i. Pisk cremen med en håndmixer, så den bliver fast, og stil efterfølgende cremen på køl i ca. 15 minutter.
Find dejen frem, ælt et par minutter og del den efterfølgende i to lige store dele. Hver del skal rulles til en firkantet form på ca. 30 x 30 cm. Derefter skal hver del opdeles i ca. 9 firkanter på 10 x 10 cm.
Læg en tsk kagecreme på hver firkant. Luk dejen omkring fyldet, så der dannes en bolle. Stil bollerne med lukningen nedad på en bageplade med bagepapir.
Bollerne bages i ovnen på 225 grader i ca. 15 minutter. Bagefter skal fastelavnsbollerne have lov til at stå og afkøle.
Glasur
Rør flormelis, kakaopulver og varmt vand sammen til en glasur. Du kan evt. komme mere eller mindre vand/flormelis i alt efter den ønskede konsistens.
Når dine nemme fastelavnsboller er helt afkølet, så kan de pyntes med din hjemmelavede glasur - velbekomme!



Wellness
For at gøre wellness succesfuld, er det godt først at se på de fysiske rammer, at de er tilpasset aktiviteten og skaber den rette stemning, for at komme i low arousal.
Belysning:
Skab et rum hvor der er en dæmpet belysning, rul evt. gardiner for og sluk loftslyset og tænd evt. LED stearinlys.
Musik:
Sæt stille og afslappende musik på.
På Gården er der på storskærm også mulighed for afspændingsmusik med afstemte billeder, der kan skabe en rigtig wellness stemning.
Smagssansen:
For at skabe en god og luksus wellness stemning kan I servere ”champagne” lavet med hyldeblomstsaft og danskvand, et lille stykke chokolade eller lækker frugt skåret i mundrette bidder.
Fodbad:
Børnene kan tilbydes et afslappende fodbad, her kan I tilsætte vandperler, æteriske olier, eller I kan bruge groft salt og tilsætte urter evt. salvie eller mynte.
Men der kan også bruges velduftende sæbe og evt. tilføje lidt olivenolie, olien giver dejlige bløde fødder.
Tip: mange urteteer er også gode i et fodbad.
Fodmassage:
Efter fodbadet frotteres fødderne, og fødderne kan smøres ind i en god og velduftende creme og give fødderne en gang fodmassage. Stille og rolige strøg, da det også dæmper arousal.
Ansigtsmaske:
I kan også tilbyde børnene en ansigtsmaske.
Ansigtsmasker kan I selv lave helt uden kemi. Opskrifter nedenfor.
Først fordeles masken i et jævnt lag i hele ansigtet. Undgå øjenomgivelserne, der i stedet kan ‘plejes’ med en agurkeskive til hvert øje.
Masken skal sidde 10 – 15 minutter og vaskes af med masser af vand.
Afslut med en mild og god creme, der blidt masseres ind i ansigtet og smøres på halsen.
Rygmassage:
Til de børn der har lyst, kan I tilbyde rygmassage.
Find et godt sted, hvor både barnet kan ligge godt, og hvor I også har en god arbejdsstilling, så ingen får ondt i ryggen eller armene ved at give massage. Brug en velduftende creme eller olie. Masser derpå blidt på barnets ryg. I kan evt. bruge en massagehistorie, mens barnets ryg masseres.
Håndmassage:
I kan tilbyde en behagelig håndmassage, hvor hænderne smøres ind i en velduftende creme eller olie, det kan være olivenolie, massageolie eller babyolie. Dette giver bløde hænder.
Negle:
Hvis der er nogle børn, nok mest piger, der har lyst, kan I tilbyde at lakere neglene.
Hovedmassage og hårpleje:
I kan også tilbyde hovedmassage, blidt og roligt, og til sidst kan I børste og frisere håret, og I kan til sidst lave en fin frisure, evt. spraye lidt vand i håret, så det er nemmere at sætte.
Husk at wellness er andet end kropsforkælelse, det kan også være en gåtur i naturen gerne i skov eller ved vandet, det kan være meditation eller fælles sund madlavning med årstidens frugt og grønt, det kan også være en stille stemningsfuld film.
Ansigtsmasker
Bananmaske:
1 banan
2 tsk. honning
4 tsk. syrnet mælkeprodukt – husk at afdryppe det først eller vælg græsk yoghurt, skyr eller lign.
Banan er kendt for at blødgøre huden.
Avocadomaske:
1 avocado
3 spsk. syrnet mælkeprodukt – husk at afdryppe det først eller vælg græsk yoghurt, skyr eller lign.
Saften af 1 citron
Denne maske er især velegnet for piger med lidt fedtet hud.
Honningmaske:
1 avocado
1 banan
3 spsk. lun honning
evt. 1 tsk. olivenolie.
God til alle hudtyper. Giver energi, renser og nærer.
For alle opskrifter gælder følgende:
Ingredienserne røres sammen – det gøres bedst med blender eller stavblender. Nu fordeles masken i et jævnt lag i hele ansigtet. Undgå øjenomgivelserne, der i stedet kan ‘plejes’ med en agurkeskive til hvert øje. Masken skal sidde 10 – 15 minutter og vaskes af med masser af vand.



Der er i denne weekend fokus på den taktile sansestimuli, og for at det er aktuelt med årstiden, er det i denne weekend muligt at lave kunstig sne. Nok har der været rig mulighed for at sanse sneen i denne vinter, men denne her sne smelter ikke og giver ikke kolde fingre, når der skal laves en snemand.
I sansekassen er der materialer til at lave sneen. Herefter kan I lade børnene sanse sneen eller udfordre dem med at bygge en snemand. Her er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvad I kan bruge sneen til.
Taktilsansen kaldes også føle- eller berøringssansen - den sørger for vores opfattelse af, hvordan verden føles, og hvad vi selv føler.
Hvis der er ubalance i den taktile sans, kan det ses på adfærden.
Her ses ofte ved svag sansepåvirkning, at barnet kan reagere sent eller nedsat på at have slået sig.
Her kan tilgangen til andre være hård og ufølsom, og man kan have svært ved at føle empati for andre, eller man kan have nedsat kropsfornemmelse.
Ved kraftig sansepåvirkning kan det ofte ses, at barnet trækker sig helt eller delvist ved fysisk kontakt. Der kan være ubalance i smertegrænser, så berøring føles som smerter, man kan være ekstrem kilden eller meget følsom over for tøjmærker, og tøj der kradser. Det kan være, at barnet har svært at få klippet hår eller negle, eller at man ikke vil have tøj af eller på. Barnet kan have svært ved nye situationer og nyt i det hele taget.
Barnet kan også virke utrygt og ængstelig.
Derfor er det vigtigt i vores pædagogiske arbejde med børnene at bidrage til stimulering af den taktile sans.



Du skal bruge:
500 g. kartoffelmel
Ca 50-75 ml hårbalsam
Bakke eller balje til at lave sneen i
Sådan gør du:
Kom kartoffelmelet i bakken
Bland balsam i lidt ad gangen indtil rette konsistens opnås



Denne mørke vintertid kan bruges til at lave flotte vinterbilleder, som kan pynte på værelserne.
En lille hyggelig aktivitet, som I kan lave sammen.
Her kan alle deltage, samtidig med at finmotorikken trænes.
Her stimuleres de fleste sanser, samtidig med at vi gennem det fælles tredje skaber gode relationer også børnene imellem.
Her kan man se, hvordan træerne ser forskellige ud, og de er malet med sugerør eller pomponer.
De børn, der er bedre motorisk, kan udfordres ved at tilføje billedet andre detaljer som snemænd, snefnug mm, evt også lavet af andre materialer (perler, vat mm)
Når vi laver rare og hyggelige aktiviteter sammen udløses der dopamin og serotonin, der giver en lykkefølelse og samhørighedsfølelse, og samtidig nedsættes stressniveauet.
Der er i sansekasserne procesbeskrivelse på aktiviteten, papir med printet træ, maling samt forskellige materialer til at lave vinterbilleder af.
Du skal bruge:
Papir med printet træ
Pomponer
Sugerør
Saks
Hvid maling
Sådan gør du:
Dyp klippet sugerrør (se billede) eller pompon i hvid maling. (Kom evt. en klemme på pomponen, så det er nemmere at holde den).
Dup dette på træets grene
Se hvilke forskellige udtryk det kan give om du bruger sugerøret eller en pompon.
Lad billedet tørre






Denne weekend byder på modellervoks, der stimulerer særligt den taktile sans.
Den taktile sans, også kaldet berøringssansen, er vigtig for kropsbevidstheden. Ved behagelig stimulering af den taktile sans fremmes bl.a. ro, velvære, afspænding og stress reduceres.
Den taktile sans er essentiel, da det binder os til andre mennesker, så vi føler os elsket.
Den taktile sans registrerer tryk, kulde/varme, smerte og forskellige strukturer, det sker gennem receptorer under huden, her modtages information om berøring. Og berøring er vigtig, da nervesystemet ellers kan komme ud af balance.
For de børn, hvor der kan trænes ekstra på det kognitive niveau, er der i sansekassen laminerede kort, hvor der med modellervoksen kan øves former og laves snemænd mm.
I sansekassen er der opskrift til at lave hjemmelavet modellervoks, citronsyre, farve og lamineret kort.
Opskrift på en portion hjemmelavet modellervoks
Du skal bruge:
10dl hvedemel
Cirka 10 dl kogende vand
1 dl olie
3 dl fint salt
1 brev citronsyre (20 gram)
Frugt/pastafarve
Kom alle de tørre ingredienser i en skål.
Hæld olie og det kogende vand over lidt efter lidt, tilsæt ikke for meget vand, miks og ælt grundigt.
Del dejen i det antal farver du ønsker.
Tilsæt farve og ælt sammen.
Handsker er en god ide.
Opbevarer modellervoksen i en beholder uden låg i køleskabet. Kommer man låg på dannes der kondens og modellervoksen bliver våd og klistret og ret hurtigt ubrugelig.



Aktivitetskalender 2026
Uge | Mærkedage/tema | Aktiviteter |
Januar | ||
Uge 1 | Taktil stimuli | Modellervoks |
Uge 2 | Vinter | Lave vinterbilleder |
Uge 3 | Taktil stimuli | Lave kunstig sne |
Uge 4 | Vinter | Wellness |
Uge 5 | Fastelavn | Bage fastelavsboller |
Februar | ||
Uge 6 | Fastelavn | Lave fastelavnspynt |
Uge 7 | Vinterferie Fastelavn (15/5) | Fastelavnsfest |
Uge 8 | MGP (21/2) | MGP-fest |
Uge 9 | Heltecup (28/2) | |
Marts | ||
Uge 10 | Forår | Bålhygge |
Uge 11 | Forår | Forårsskovtur |
Uge 12 | Påske | Lave gækkebrev |
Uge 13 | Påske | Påskepynt og så karse |
April | ||
Uge 14 | Påske | Påskejagt |
Uge 15 | Landbrug/Økodag (12/4) | Økodag (12/4) |
Uge 16 | Landbrug | Kringsminde: forår, uld og urter |
Uge 17 | Udeliv | Plante solsikke |
Maj | ||
Uge 18 | Udeliv | Bålhygge |
Uge 19 | Mors dag (10/5) | Lave gave til mors dag |
Uge 20 | Kr. himmelfartsdag (14/5) | Plante i sansehaven |
Uge 21 | Pinse | Plante solsikkerne ud i haven |
Uge 22 | Lave gave til fars dag | |
Juni | ||
Uge 23 | Fars dag (5/6) | Plukke hyldeblomst og lave saft |
Uge 24 | Jordbær | Kringsminde: jordbær og honning |
Uge 25 | Lave heks til sankthans | |
Uge 26 | Sankthans (23/6) | Tur til Skærup eller Givskud zoo |
Juli | ||
Uge 27 | Sommerferie | Strand og vand |
Uge 28 | Sommerferie | Strand og vand |
Uge 29 | Lukket for støtteophold | Lav-selv-is |
Uge 30 | Sommerferie | Aktiviteter med vand |
August | ||
Uge 31 | Sommerferie | Aktiviteter med vand |
Uge 32 | Sommerferie | Krabbetur |
Uge 33 | Høst | Kringsminde: høst og traditioner |
Uge 34 | Hyben | Plukke hyben og lave hybenmarmelade |
Uge 35 | Vejle Fjordfestival | Vejle Fjordfestival |
September | ||
Uge 36 | Bålhygge | |
Uge 37 | Wellness | |
Uge 38 | Heltecup (19/9) | Heltecup |
Uge 38 | Åbent landbrug (20/9) | Besøge en bondegård |
Oktober | ||
Uge 40 | Kastanjer | Skovtur: finde kastanjer og lave kastanjedyr |
Uge 41 | Kartofler | Kringsminde: Røddernes dag |
Uge 42 | Efterårsferie | Hente græskar og lave græskarhoveder |
Uge 43 | Halloween | Lave halloweenpynt |
Uge 44 | Halloween (31/10) | Halloweenfest |
November | ||
Uge 45 | Wellness | |
Uge 46 | Taktil aktivitet | |
Uge 47 | Jul | Kringsminde: jul og traditioner. Skovtur: finde ting til juledekorationer |
Uge 48 | 1. søndag i advent | Lave juledekorationer |
December | ||
Uge 49 | Jul | Lave julegaver |
Uge 50 | Lucia (13/12) | Bage julesmåkager |
Uge 51 | Jul | Wellness og julemassage |
Uge 52 | Jul | Julehygge |
