Fagstof for nyansatte i Bifrost

Om børn og unge med autisme

Autisme er en gennemgribende udviklingsforstyrrelse, der særligt påvirker de kommunikative og sociale færdigheder.

Autisme kan beskrives som en anderledes kognitiv stil, der influerer på måden, hvorpå personen forstår, sanser, oplever og er i verden. Det kan medføre både særlige styrker og særlige udfordringer.

Børn og unge med autisme spænder bredt: Nogle har udviklingshæmning, andre normal eller høj begavelse. En del har eller får øvrige diagnoser som fx ADHD eller angst. Nogle har også udfordringer, der relaterer sig til søvn eller spisning.

Autisme gives som diagnose ud fra de kliniske diagnosekriterier, som er beskrevet i WHO’s internationale klassifikationssystem. Autisme kan være arveligt betinget.

Personer med autisme er – uanset alder – typisk registreret med diagnoserne:

• Infantil autisme
• Aspergers Syndrom
• Atypisk autisme
• Anden gennemgribende udviklingsforstyrrelser (GUA).

I WHO’s nye diagnosesystem, ICD-11, ses autisme som et spektrum med forskellige grader.

Selvom alle med autisme har fællestræk, kommer diagnosen individuelt til udtryk og kan også både ændre sig gennem livet og vise sig forskelligt i forskellige situationer, fx ude og hjemme.

Alt afhængig af den enkeltes samlede udfordringer og livssituation i øvrigt kan der derfor være stor forskel på, hvilken støtte der er behov for – og i hvilke sammenhænge.

Planlægning og organisering mv.

Mange mennesker med autisme har vanskeligheder med planlægning og organisering. Der kan være udfordringer med at takle ændringer og ændre adfærd (eksekutive funktioner) og med at afkode helheder og sammenhænge.

Autismen kan også give særlige styrker, som fx evnen til at spotte detaljer og fokusere.

Socialt samspil

Børn og unge med autisme vil, ligesom andre børn, gerne deltage i sociale fællesskaber.

Det kan dog være svært for dem at forstå andre menneskers intentioner samt egne og andres følelser, fordi forestillingsevnen fungerer anderledes. De kan derfor have brug for bevidst at lære de usynlige sociale regler, som generelt regulerer vores adfærd.

Kommunikation

Udfordringerne med kommunikation spænder meget bredt.

I den ene ende af spektret findes de børn og unge, der ikke har verbal kommunikation, og som evt. kommunikerer med brug af alternativ supplerende kommunikation, fx billeder.

I den anden ende af spektret er der dem, der primært har udfordringer med kommunikationens sociale aspekter, fx i forhold til at tage initiativ til en samtale eller afkode, hvad andre siger.

Gentagelsespræget adfærd og særinteresser

For nogle børn og unge med autisme kan adfærden være præget af særinteresser, gentagelser, faste rutiner og manglende lyst til ændring. De faste rutiner og ritualer kan være en mestringsstrategi i mødet med en verden, der kan virke uoverskuelig og uforståelig.

Sanser

Alle sanser kan være påvirket ved autisme.

Nogle er særligt følsomme, fx over for lyd. Det kan betyde, at de er vilde med nogle lyde, men afskyr andre. Andre er meget taktilt følsomme og bryder sig fx ikke om følelsen af stramt tøj eller reagerer måske stærkt på berøring.
 
Uanset, hvilke sanser der er påvirket, vil overfølsomhed ofte resultere i, at barnet /den unge hurtigt bliver overvældet eller undgår visse situationer.

Omvendt ses også manglende følsomhed og reaktion på visse sansemæssig stimuli, fx børn, som i mindre grad end andre, er følsomme over for fx kulde/varme.

Kilde: Autisme | social.dk

Om børn og unge med ADHD

ADHD er en neuropsykiatrisk udviklingsforstyrrelse, der særligt påvirker opmærksomhed og aktivitet. ADHD står for Attention Deficit Hyperactivity Disorder. Børn og unge med ADHD er kendetegnet ved, at de har forskellige former for og grader af udfordringer, som relaterer sig til opmærksomhed, hyperaktivitet (ydre eller indre) og impulsivitet. Alt efter, hvilken situation og kontekst børnene eller de unge er en del af, vil udfordringerne og hvordan de kommer til udtryk variere.

Det kan også variere, hvornår i livet symptomerne begynder at vise sig. De kan vise sig på forskellige måder og med forskellige udtryk, på tværs af alder. Samtidig er det meget forskelligt, hvordan det enkelte barn eller ung er påvirket af ADHD, da der er forskellige sværhedsgrader af diagnosen med forskellige grader af udfordringer. Ligesom der findes både børn og unge med ADHD med normal til høj begavelse og børn og unge med ADHD med en lavere IQ.

ADHD kan inddeles i tre typer:

• ADHD med overvejende hyperaktivitet og impulsivitet.
• ADHD med overvejende eller udelukkende forstyrrelse af opmærksomheden, kaldet ADD, og af nogen kendt som ”den stille ADHD”, hvor hyperaktiviteten ikke er synlig.
• ADHD som kombineret type, dvs. med forstyrrelser af såvel opmærksomhed som af aktivitet og impulskontrol.

Kerneudfordringer ved ADHD

Opmærksomhed

Udfordringer med opmærksomhed kan vise sig på flere måder, eksempelvis ved vanskeligheder med at fokusere, dele, foretage skift i opmærksomhed samt at kunne vedholde sin opmærksomhed. En del børn og unge med ADHD vil være nemme at aflede fra den opgave, de er i gang med, for eksempel fordi deres opmærksomhed skifter til noget andet i omgivelserne, eller at de bliver distraheret af deres egne tanker, følelser og sansemæssige input. Børnene afledes indefra såvel som udefra.

Udfordringerne gør, at børn og unge med ADHD kan miste væsentlig information og læring, mens der omvendt også ses børn og unge med ADHD, der fortaber sig i detaljerne på bekostning af helheden og, til tider, på bekostning af deres basale behov som sult eller søvn. Udfordringerne kan være svære at se for fagpersoner, hvis barnet eller den unge har interesse for et givent emne, eller hvis barnet eller den unge bruger tillærte strategier for at maskere vanskeligheden såsom at kopiere andres adfærd.

Hyperaktivitet

Udfordringer med hyperaktivitet viser sig både som en ydre adfærd, hvor barnet eller den unge for eksempel kan have svært ved at sidde stille eller have brug for at være i bevægelse for at kunne koncentrere sig, men kan også ses som en indre tilstand af rastløshed og at have svært ved at samle tankerne. Det kan være en indre følelse af, at tankerne kører ukontrolleret, og at man ikke kan stoppe dem.

Impulsivitet

Udfordringer med impulsivitet gør, at børnene og de unge kan virke utålmodige, har svært ved at vente og kan have svært ved at følge sociale spilleregler. Det kan eksempelvis være i forhold til at hæmme en umiddelbar reaktion, der ikke er ”passende”, og i forhold til at kunne regulere følelser og følelsesudbrud.

Udfordringer med impulsivitet kan også gøre, at børnene eller de unge kan komme til at handle uden at gennemtænke eventuelle konsekvenser af en handling eller adfærd. Uden tilstrækkelig støtte og klare rammer kan børnene og de unge risikere at opleve, at deres omgivelser reagerer negativt på deres adfærd, hvilket kan give store udfordringer ift. identitet, selvfølelse og selvværd.

ADHD i hverdagen

ADHD bevirker, at mange af børnene og de unge har vanskeligheder, der er relateret til de eksekutive funktioner. De eksekutive funktioner er hjernens styringsfunktioner, der hjælper med at kunne organisere, planlægge, tilpasse og skabe struktur i hverdagen. Mange børn og unge med ADHD oplever derfor udfordringer netop i forhold til planlægning og struktur i deres hverdag, ligesom flere på samme tid har udfordringer med tidsfornemmelsen, så de har svært ved at vurdere, hvor lang tid en given opgave vil tage og hvilke trin, der skal til for at kunne gennemføre den.

Sanseindtryk
Mange børn og unge med ADHD er ligeledes følsomme i forhold til sanseindtryk som lyde, lugte og berøring. Børnene og de unge tager de fleste sanseindtryk ind og kan derfor hurtigt komme på sansemæssigt overarbejde, hvilket kan give en følelse af stress eller træthed. Alle indtryk og sanser påvirker børnene og de unge, og påvirkningen kan hænge fast længe.

Styrker
Børn og unge med ADHD har mange styrker og kan bruge disse styrker i de rette rammer og med den rette støtte. ADHD kan bl.a. give en særlig evne til at tænke ud af boksen og finde på idéer og sætte ting i gang. Mange børn og unge med ADHD vil ligeledes opleve at have et ekstra gear og evnen til at bevare energien, når noget er vigtigt eller bare skal laves færdigt. Der ses også ofte karaktertræk som åbenhed og nysgerrighed.

Kilde: ADHD og opmærksomhedsforstyrrelser | social.dk

Et bevægelseshandicap - medfødt eller erhvervet - kan have gennemgribende betydning på
mange af livets områder.

Medfødte bevægelseshandicap kan bryde ud på forskellige alderstrin. Derfor er det ikke altid klart ved fødslen, om en person på et senere tidspunkt udvikler et bevægelseshandicap.

Bred betydning
Et bevægelseshandicap kan have betydning i forhold til eksempelvis skolegang, fritid, efter- og
videreuddannelse, jobsøgning og erhvervssituation. Der kan være tale om sociale, kognitive,
uddannelsesmæssige og sundhedsmæssige problemstillinger.

En del af dem, der har et bevægelseshandicap, har også et yderligere handicap. Ved kombinationshandicap kan det være netop kombinationen, der giver den største funktionsnedsættelse.

Bevægelseshandicap - en samlebetegnelse
Det er således ikke muligt at give en udtømmende oversigt over og beskrivelse af de mange forskellige syndromer, diagnoser og kombinationer, der hører under samlebetegnelsen bevægelseshandicap.

Socialstyrelsen har dog lavet en oversigt over de mest almindelige diagnoser, der er relateret til
bevægelseshandicap. Oversigten beskriver de enkelte diagnoser helt kort.

Cerebral parese
Cerebral parese (CP) er én af de forstyrrelser, der forekommer hyppigst ved medførte hjerneskader. Mennesker med denne type hjerneskade kaldes i daglig tale spastikere.

CP er en mangesidig og kompleks forstyrrelse af hjernens udvikling, og der er stor forskel på, hvordan CP påvirker funktionsniveauet. CP blev tidligere opfattet som udelukkende en motorisk
udviklingsforstyrrelse, men nyere forskning har dokumenteret, at der som regel er tale om en fundamental påvirkning af hjernen på et tidligt udviklingsstadie, og at mange forskellige områder og kredsløb i hjernen påvirkes.

Kilde: https://vidensportal.dk/handicap

Om børn og unge med udviklingshæmning

Udviklingshæmning er betegnelsen for en række handicap, der i forskellig grad medfører en forsinket eller mangelfuld udvikling af kognitive, sproglige, motoriske og sociale evner og færdigheder.

WHO´s internationale klassifikationssystem, ICD 10, inddeler udviklingshæmning i fire sværhedsgrader:

• Lettere grad: IQ-område 50-69. Medfører typisk indlæringsvanskeligheder i skolen. Mange kan som voksne arbejde, klare sig socialt og bidrage til samfundet. Det kan være svært at skelne udviklingshæmning i lettere grad fra andre typer af indlærings- og adfærdsproblemer.
• Middelsvær grad: IQ-område 35-49. De fleste kan i nogen grad klare egenomsorg, kommunikere selvstændigt og have nogle skolefærdigheder. De behøver støtte som voksne for at klare sig i samfundet.
• Sværere grad: IQ-område 20-34. Behøver vedvarende støtte og hjælp.
• Sværeste grad: IQ-område under 20. Medfører alvorlige begrænsninger i egenomsorg, kommunikation og bevægelighed. Kræver vedvarende pleje.

Gode muligheder for at udvikle sig
Selv om udviklingshæmning har betydning for den enkeltes forudsætninger for at mestre forskellige hverdagssituationer, påvirkes udviklingsmulighederne også af andre faktorer som fx personlige egenskaber, opvækstvilkår og sociale forhold. Med den rette og individuelt tilpassede støtte vil de fleste have gode muligheder for at udvikle sig og opnå øget livsmestring.

Funktionsnedsættelser i forbindelse med udviklingshæmning

Udviklingshæmning varierer i forskellige grader, hvilket betyder, at børn med udviklingshæmning på tværs af disse grader har meget forskelligt funktionsniveau og støttebehov.

Når man beskriver funktionsniveauet for børn med udviklingshæmning, er det derfor vigtigt at pointere, at der vil være væsentlige forskelle i den enkeltes evne til at klare sig i hverdagen. 

Børn med udviklingshæmning har en forsinket eller mangelfuld udvikling af kognitive evner. Funktionsniveauet kan typisk være påvirket af:

• Kommunikative vanskeligheder.
• Vanskeligheder med at forstå og tilpasse sig samfundets gældende krav, og dermed også ofte svært ved at begå sig i sociale sammenhænge.
• Manglende eller nedsat evne til at forudse konsekvenser af egen eller andres handling.
• Nedsat opmærksomhedskapacitet og koncentrationsbesvær.
• Hukommelsesvanskeligheder og nedsat eller manglende evne til at forestille sig og planlægge fremtidens mål.
• Følelsesmæssige og/eller adfærdsmæssige problemer og/eller ledsagehandicap, som fx spastisk lammelse, epilepsi, sansedefekter, medfødte misdannelser eller en adfærdsforstyrrelse eller psykisk lidelse.

Udviklingshæmning og komorbiditet

Børn med udviklingshæmning har en øget risiko for komorbiditet. Det vil sige, at de typisk lider af somatiske sygdomme eller psykiske lidelser sammen med udviklingshæmningen.

Samtidig er der øget risiko for, at omverdenen ikke opdager deres sygdomme og mistrivsel. Det kan skyldes flere omstændigheder, bl.a. at symptombilledet kan være diffust, og at personen selv kan have svært ved at forklare, hvordan han eller hun har det.

Årsagerne til komorbiditeten kan være mange, men kan overordnet sammenfattes i faktorer, der knytter sig til genetik, sociale forhold, miljø eller livsstil.

Risiko- og beskyttelsesfaktorer

Der er en række faktorer, som kan virke enten beskyttende eller udgøre en særlig risiko i forhold til, hvordan funktionsnedsættelsen kommer til udtryk, og hvilken betydning den får for det enkelte barn med udviklingshæmning.

Faktorerne kan anskues ud fra tre niveauer: et individuelt, et socialt og et strukturelt niveau. 

Risiko- og beskyttelsesfaktorerne udgøres af karakteristika, begivenheder eller processer, som kan være biologisk, psykologisk eller socialt betingede. 

De livsomstændigheder, som børn med udviklingshæmning lever under, er altså ikke alene forårsaget af udviklingshæmningen. De er i et stort omfang også præget af forskellige sociale relationer og samfundsmæssige strukturer.

De beskyttende faktorer på det individuelle niveau kan udvikles eller fastholdes, afhængigt af i hvilken grad barnet bliver støttet i sin udvikling og kompenseret for sit handicap.

Kilde: Udviklingshæmning | social.dk

Mennesker, der på grund af en funktionsnedsættelse har vanskeligt ved eller slet ikke har mulighed for at bruge tale som kommunikationsform, må anvende andre kommunikationsformer for at kommunikere. Det kan være kommunikationsformer, som kræver hjælpemidler, men det kan også være kommunikationsformer uden hjælpemidler.

De forskellige kommunikationsformer, der kan anvendes, går under den fælles betegnelse ASK, der betyder Alternativ og Supplerende Kommunikation eller Alternativ og Støttende Kommunikation. Det er en oversættelse fra det engelske begreb AAC – Alternative and Augmentative Communication (Wriedt, 2004).

Hvad er ASK?
Ifølge ASHA (American Speech-Language-Hearing Association), den amerikanske logopædorganisation, er ASK ”først og fremmest et sæt af procedurer og processer, med hvilket en persons kommunikative færdigheder (frembringelse af tale/eget udtryk såvel som forståelse af det sagte) kan maksimeres med henblik på en funktionel og effektiv kommunikation” (Næss, 2015).

Denne definition omfatter alle de forskellige kommunikationsformer, der kan tages i brug, når talen ikke er tilstrækkelig. Det kan være kommunikationsformer uden hjælpemidler, fx

• Tegn.
• Gestik.
• Mimik.
• Berøring (Baxter et al., 2012).

Og det kan være kommunikationsformer med hjælpemidler, der kan være elektroniske (high-tech/talemaskiner), fx i form af talemaskiner og apps, eller ikkeelektroniske (low-tech),
fx i form af

• Kommunikationsbøger.
• Billedkort.
• Fotos.
• Piktogrammer (Baxter et al., 2012).

Kommunikationsformerne kan dog aldrig stå alene, da ASK altid involverer både hjælpemidlet (eller kommunikation uden hjælpemidler), omgivelserne og ASK-brugeren. Disse tre faktorer skal spille sammen, før det kan give mening at tale om en samlet velfungerende ASK-løsning (Isaac Danmark, 2016).

Omgivelsernes rolle
Omgivelserne har en særlig rolle i forhold til ASK-brugeren: de skal have viden om ASK-brugerens ønsker, behov og funktionsevne, og de skal have kendskab til forskellige kommunikationsformer for at kunne rådgive og vejlede bedst muligt. De skal også oplæres i ASK-brugerens kommunikationsform(er) for at kommunikationen kan lykkes og dermed
fremme reel social deltagelse og inklusion for den enkelte (Karlsen et al., 2015).

Forskning har fundet, at samtalepartneren ofte er involveret i at artikulere det, som ASK-brugeren ytrer, og tilføjer også ord for at tilpasse ytringen til en mere korrekt grammatisk talt version (Pilesjö & Rasmussen, 2011). De er også ofte involverede i at vælge samtaleemne og at rette misforståelser (Bloch & Wilkinson, 2013; Noren, et al., 2013).
Kommunikationspartneren kommer dermed ofte til at dominere samtalen, hvilket bør være et opmærksomhedspunkt (Light et al., 1985).

For ASK-brugere er autonomi vigtigt i forhold til kommunikationen. Det at være i stand til at sige præcis dét, de ønsker, til hvem de ønsker samt at kunne være i stand til at sige det så hurtigt som muligt (Isaac Danmark, 2016). De kommunikationsformer, man sammen finder ud af at anvende, må imødekomme disse målsætninger.
Støtte fra omgivelserne er vigtig for denne gruppe, da de er stærkt afhængige af omverdenens forståelse og tolkning af deres signaler, lyde, mimik, vejrtrækning, muskelspænding, bevægelser, ansigtskulør osv.

Uden omgivelsernes aktive støtte til bl.a. udvikling af samspil og kommunikation har mennesker med multiple funktionsnedsættelser uden et talesprog svært ved at udvikle sig positivt og vil typisk være uden reel indflydelse på eget liv.

Målsætninger for ASK
Hovedformålet med ASK er at bidrage til effektiv kommunikation og deltagelse i samfundet. Det er i dag en selvfølge, at mennesker med kommunikationsvanskeligheder også har brug for at kommunikere og være i kontakt med andre og
være en del af samfundslivet – kommunikation er et basalt behov for alle mennesker. Her tilbyder ASK et væsentligt bidrag, da de forskellige kommunikationsformer, teknikker og hjælpemidler, der findes inden for ASK, kan tilpasses og løbende justeres til den enkeltes aktuelle behov.

En anden målsætning for anvendelse af ASK er, at den enkelte bør have mulighed for at opnå en så høj grad af selvstændig kommunikation som mulig. For nogle vil det være muligheden for at kunne udpege, hvad man vil sige blandt et overskueligt antal valgmuligheder, som bliver stillet til rådighed af omgivelserne. For andre vil det være at kunne udtrykke sig med ord eller hele sætninger i forskellige sociale omgivelser (Isaac Danmark, 2016). Ydermere er det at kunne udvikle et sprog vigtigt for læring og uddannelse.

Den internationale forening for ASK, International Society for Augmentative and Alternative Communication (Isaac), skriver på deres hjemmeside:

”Vellykket kommunikation er forudsætningen for, at et menneske får mulighed for at udvikle de sproglige, kognitive, følelsesmæssige og sociale sider af sig selv. Det er i kommunikationen med andre mennesker, at vi får mulighed for at skabe vores eget ”selv” – et ”selv” der er anderledes og adskilt fra andres, og netop det at blive set som et selvstændigt tænkende og handlende væsen må betragtes som værende et grundlæggende menneskeligt behov og dermed også en
grundlæggende menneskeret” (Isaac Danmark, 2016).''

ASK kan udvide muligheder/nuancer i kommunikationen, men det er væsentligt at bygge oven på den enkeltes kropsbaserede, oprindelige kommunikation. Omgivelserne må udvikle viden om barnets eller den voksnes brug af kropssprog, mimik, gestik og lyde. Den kropsbaserede kommunikation vil altid være en del af kommunikationen og må respekteres – også når ASK-løsninger inddrages.

Low Arousal-tilgang blev udviklet i Storbritannien af psykolog Andrew McDonnell (2010) i slutningen af 1990’erne. McDonnell grundlagde organisationen Studio 3, som i samarbejde med det daværende Videnscenter for Autisme introducerede Low Arousal i Danmark i midten af 2000’erne (Studie 3, 2006). I Danmark er tilgangen blandt andet repræsenteret ved psykolog Bo Hejlskov Elvén (2010), der har videreudviklet den i form af den rogivende pædagogik.

Den grundlæggende tanke i både Low Arousal-tilgangen, den rogivende pædagogik og LA2 er, at der er en sammenhæng mellem borgerens arousal-niveau og voldsomme affektudbrud. Arousal kan forstås som en biologisk funktion, reguleret af signalstoffer, der påvirker hjernens og kroppens beredskab til at reagere på stimuli. Denne funktion findes hos alle mennesker — både fagprofessionelle og borgere. Når arousal-niveauet er højt, reagerer man hurtigere, stærkere og mere voldsomt på stimuli. Reaktionerne bliver kraftigere, mens evnen til selvkontrol mindskes, hvilket øger risikoen for voldsomme episoder (McDonnell, 2010).

Mange borgere, der ofte ender i voldsomme episoder, har et forhøjet arousal-niveau. Derfor bør de fagprofessionelles adfærd sigte mod at forebygge en stigning i borgerens arousal. Ofte er fag professionelles krav eller forventninger en faktor, der går forud for disse episoder. Ved at tilpasse vores krav, kan antallet af og intensiteten i konflikter mindskes (McDonnell, 2010). Da størstedelen af kommunikation er nonverbal, er det afgørende at overveje, hvilke signaler vi sender til en borger i høj arousal. 

Low Arousal-strategier: 

• Udvis ydre ro — så er du på vej til at tage kontrol over din egen arousal.
• Skab indre kontrol/ro ved vejrtrækning og grounding.
• Vær opmærksom på dit kropssprog — skuldre, hænder, arme m.m.
• Vær opmærksom på, hvordan du bruger din øjenkontakt.
• Hold afstand.
• Pas på med berøring.
• Vær opmærksom på ikke at tale for meget.
• Lyt til borgeren — hvad handler det om?
• Brug afledning, når det er rimeligt.
• Skru ned for støjen omkring borgeren, f.eks. radio, tv, personalesnak.
• Skab ro ved eventuelt at flytte andre.

Tre centrale principper fra den rogivende pædagogik:

1. Ansvarsprincippet – den, der tager ansvar, kan påvirke. 
   De fagprofessionelle tager ansvaret for relationen og samarbejdet i stedet for at lægge det over på borgeren eller de pårørende. Det er personalet, der finder løsninger og metoder, som støtter borgeren i at undgå følelsen af kaos. Dette er til stor gavn for borgeren og giver samtidig personalet en oplevelse af at lykkes i arbejdet med at løse svære situationer, hvilket mindsker følelsen af professionel magtesløshed.
2. Kontrolprincippet – man skal have kontrol over sig selv for at kunne samarbejde med andre
   Personalet hjælper borgeren med at bevare selvkontrollen ved at undgå at stille krav, som borgeren ikke forstår eller kan honorere. Når en borger mødes med krav, de ikke kan leve op til, kan det føre til afmagt og frustration. Derfor skal krav tilpasses borgerens funktionsniveau og præsenteres på en måde, der får borgeren til at føle sig tryg. For eksempel bør man undlade at kræve, at en borger, der har svært ved mange mennesker og lyde, spiser sin mad i en fyldt spisesal.
3. Princippet om affektsmitte – mennesker smitter hinanden med følelser og stemninger 
   Alle mennesker påvirkes af andres følelser, men personer med kognitive funktionsnedsættelse har ofte sværere ved at reflektere over, hvor følelserne kommer fra. Det betyder, at de i højere grad overtager andres følelsestilstande. Hvis personalet i en kaotisk situation formår at udstråle ro, kan det hjælpe borgeren til at føle mere ro. Omvendt kan en stresset medarbejder, der selv mister kontrollen, få situationen til at eskalere

Du kan læse mere her: Fokusområder | social.dk